|
|
|
|
Hvordan kom vi på idéen og hvordan tog drømmen form til at blive til virkelighed? Det hele starter i år 2000. Efter at have afholdt 12 dages sommertogt, rundt om Fyn, i vores Jaguar 22 (engelsk bygget sejlbåd), gik vi ind i Snaptun Havn, som den sidste havn på togtet. DER LÅ HUN.... kærlighed ved første øjekast. En dejlig "skude" syntes vi alle. Der var en seddel i vinduet med ejerens telefonnummer. Min datter (Tina) foreslog at vi prøvede at ringe til dem. Det kunne der jo ikke ske noget ved - mente jeg. 10 minutter efter kom ejerne, et ældre ægtepar, som gerne ville prøve at holde ferie på en anden måde end det havde gjort se sidste 20 år (hvor de havde haft båden, fra ny af). Vi var så heldige at de gerne ville sælge deres kære "skiv" til os (læs: vi blev godkendt som egnede købere). Vi havde siden nytår (2000) kikket efter en større båd og set en del forskellige, men enten var der det ene, eller det andet (prisen) i vejen. Jeg har i MANGE år haft en drøm om at sejle langtur. Nu var hele min familie blevet meget glade for at sejle, og købet af en båd i den prisklasse skal bruges ofte, for ikke at blive for dyr. Nu ville familien blive samlet, i stedet for at det kun er "farmand" der tager afsted den ene weekend efter den anden med andre "lidelsesfæller". Efter to rigtigt dejlige sommerferier (Marstrand og Bornholm) følte jeg at tiden var inde til at sende en lille prøveballon op. Så på en dejlig men kølig efterårsdag, spurgte jeg henkastet under aftensmåltidet: "Kunne være dejligt at sejle en tur gennem Europa?". Den umiddelbare reaktion (efter forbavselsen havde lagt sig) var meget positiv. Der blev tænkt mange tanker i tiden herefter. Hvad med huset, skulle vi sælge det? -eller leje det ud? Hvad med katten (det var der senere en bilist der tog tog af). Hvad med arbejde og skole? o.s.v. o.s.v. HUSET: Da vi alle er glade for at sejle vil vi derfor hellere bruge tiden til at sejle i end at vedligeholde en patricier villa på 270 kvm. fra 1927 med tilhørende stor have. Derfor valgte vi at sætte huset til salg. Det blev solgt efter ca. 9 måneder og bor, indtil vi tager afsted den 10/7 2004, til leje. Den del af vores indbo, som vi fandt bevaringsværdigt, er puttet i en 20 fods container og står hos et flyttefirma. En rå mængde af ting og sager er smidt ud og noget fordelt til familie og venner som mente de kunne bruge det. ARBEJDE OG SKOLE: Så var der det med arbejde (defineres som: "Den beskæftigelse som er nødvendig for at kunne finansiere det der rigtigt tæller: Sejloplevelserne"). Min kone og jeg har begge fået orlov fra vores arbejdspladser og børnene er på et stadie i deres uddannelser, hvor de kan tage et "slaske-år". VORES (LOMME-)FILOSOFI: Vi vil gennem dette "projekt" frigøre os af mange af de materielle ting, man gennem tiden har samlet sammen og som har krævet opmærksomhed - og omkostninger. Bliver man lykkeligere af at omgive sig men alskens komfort og trygge rammer? Bliver man lykkelig af at ligge og ræse i overhalingsbanen for at samle penge nok til nogle alt for korte gyldne stunder? Ja, det er det vi vil prøve at finde ud af. Vi har selvfølgelig læst mange andre sejleres varme anbefalinger om at gøre det vil er i færd med - men er det det samme for os? Det er i skrivende stund og i det aktuelle stadie i projektet som et bedre udsalg: "ALT SKAL VÆK" - og nyt kommer til. Når vi i juli 2004 lægger fra kaj i Horsens er alt hvad vi har i Danmark en c.o. adresse og en container. Så er der ikke så meget at bekymre sig om der. Selvfølgelig forlader vi også familie og venner, men vil bl.a. ad denne vej forsøge at holde dem opdaterede med vores oplevelser. KLARGØRING AF BÅD: Som udgangspunkt er båden meget velegnet til det togt vi her drager afsted på. Der er dog forskel på at tøffe lidt rundt mellem de mange havne, i de indre danske farvande, og det store Middelhav. For at man kan slappe af og nyde turen i fulde drag, skal man føle sig tryg og have tillid til båden og dens udstyr. Vi undgår ikke at få "tæsk" nogle gange og derfor udvides udstyret med redningsflåde, livliner, epirb, nye ildslukkere og meget andet der ligger i kategorien "sikkerhedsudstyr". Herudover er der "komfortudstyr". Dette er også vigtigt for at man føler sig udhvilet og klar når udfordringerne melder sig. I denne kategori er varmt vand (i vandhanerne), en god afskærmning for den sol de siger de har så meget af sydpå, gas-grill, bruser på agterdækket til afskylning efter havbadene, let håndterbare sejl - genakker med strømpe og ZipOn-stormfok fra MP Sejl. Så er der "Diverse" kategorien i denne er der: En ny motor (Volvo Penta 2030 med 29 Hk), bovpropel som letter manøvrene før og i sluserne og ved havnemanøvrene begge dele fra Havneservice i Horsens, ....... og jeg kunne blive ved...... indtil mange gode danske kroner er smidt i båden, som man så bare "smider" i havet - nå, men vi får da heldigvis glæde af det i mange dage og timer.
|