|
|
|
| Uge 28-29 2004: "Slutspurt" og afrejse (Horsens - Lübeck): Fredag den 9. juli (kl. 01:15): Nu går det rigtigt stærkt. Nu tælles der ikke dage mere, men timer. Og dem er der ikke for mange af. Uhha hvor er der mange ting der skal nås her til sidst. Jeg tror det bliver nogle klatøjede sejlere der forlader Horsens havn i overmorgen. Siden sidst har vi fået alle forsikringer på plads, fuldmagter er givet og c/o-adresse er lavet. Bilen er solgt - men ikke afleveret og første store læs fornødenheder er lastet og stuvet i Sørine. Vi har lånt sø- og kanalkort af en venlig sejlerkollega i Horsens (som ville ønske det var ham der skulle af sted igen nu). Og så var vi lige til mine (Jens') forældres dejlige guldbryllup på Skagen i onsdags - det skulle vi da også lige have med. I morgen skal vi have næste læs i båden. Det er blandt andet to murerbukke som vi vil bruge til mastestativ, redningsflåden og to cykler. Der skal laves de (forhåbentlig) sidste panik indkøb af bådudstyr og madvarer. Der skal vaskes tøj og spises aftensmad hos svigermor. Så skal mine forældre lige have den sidste undervisningslektion i mail, internet og billedbehandling af mig. Det er flot at de i guldbryllupsalderen kaster sig ind i IT-teknologiens mysterier med åbent sind, "bare" for at følge vores færd på første række. Ellers er det mest fornuftige jeg kan gøre i øjeblikket nok at gå i seng, så jeg er bare lidt frisk i morgen. Fortsættelse følger......... Her er så fortsættelsen: Afrejsen fra Horsens var meget bevægende der var en masse gode venner og familie samlet på kajen klar til at vinke, give knus og trutte os afsted. Tusinde tak til alle for det flotte fremmøde og ønsker om et godt togt. Også en tak til dem der gerne ville være der men ikke kunne (det er jo højsommer). Kalenderen viser lige nu den 13. juli, men man skulle tro det var den 13. april. Køligt og hård vind til kuling. Vi ligger nu på andet døgn i Spodsbjerg med udsigt til endnu et døgn her. Det er svært at forlade Danmark, men hvad... endnu har vi da tid nok. Der er ikke noget vi skal nå, til en bestemt tid. Turen hertil var heller ikke kedelig. Der var på afrejsedagen den 10. juli en frisk vind fra vest som skubbede os ud af Horsens Fjord med 7 - 8 knob på loggen. Ved Snaptun tog vi storsejlet ned og rullede genuaen næsten helt ud. Så gik det til Kerteminde på bølgen den blå (med hvide tænder). Kl. 23:00 anløb vi havnen i Kerteminde, efter 42 sømils sejlads på 8½ time. Næste dag (11/7) ville vi lige hvile lidt ud efter de seneste dages strabadser og få pakket båden ordentligt, derfor blev der ikke sejlet den dag. Den 12/7 var det nok lidt ambitiøse mål Bagenkop. Det blev så Spodsbjerg, da havnen lå og lokkede da vi passerede den ved aftensmadstid. Nå her ligge vi så endnu og venter på at vinden løjer lidt af inden det sidste lange stræk (70 sømil) til Travemünde. Vi er ved at finde en vis rytme i tilværelsen om bord i vores flydende hjem. Det minder nu mest af alt om et flaskeskib. Det er (indtil videre) helt utroligt hvad vi har af flasker om bord, men vi gør hvad vi kan for at komme bare lidt til bunds i mængden. Det er dejligt !! Jo, forresten vi har allerede haft vores første havari: Af Fritz & Benny i Horsens Marine fik vi en flaske rigtig god rødvin og en eksklusivt udseende proptrækker. Det bedste af de to ting var dog rødvinen, den holdt da en times tid - proptrækkeren holdt kun til at blive skruet næsten i bund i den første prop. Så måtte en vandpumpetang hive stumpen og proppen op så vi kunne nyde indholdet. Den var nu ellers smart i messing og det hele, nu kan vi så bruge den til pynt. Den 14. juli 2004: Endnu en overliggerdag i Spodsbjerg. Vejret blev egentligt godt nok til at sejle i, men det blev for sent inden vi kom op og så videre.... Vi valgte derfor at se lidt på omegnen. Der er 10 km. til Rudkøbing, og der gik en GRATIS bus dertil kl. 13:37. Det skulle prøves. Da vi stod på gågaden i Rudkøbing, hvem så jeg så der.... Lene (Hans Henrik's kone). Det er da utroligt som vi mødes rundt omkring. Hans Henrik er min kollega (gennem mange år) og gode sejlerven fra Horsens. En anden gang vi tilfældigt mødte hinanden var i Marstrand i Sverige på et sommertogt. Nå efter et par gode øl i Lene og Hans Henriks båd tog vi tilbage til Spodsbjerg med et par rare ældre hollændere, som vi er naboer til i havnen. Deres båd hedder Penelope (som vores tidligere båd). I morgen tager vi springet til det store udland og sejler de 70 sømil til Travemünde i ét hug, vi er jo kommet lidt bagud allerede - hvordan skal det da ikke gå. Nu er klokken 22:30 og vi har planlagt at afsejle tidligt, så om ca. 6 timer skal vi op igen, så slut for nu. Spodsbjerg - Travemünde: Nu er det så blevet torsdag og klokken er 22:42. Det er hårdt at være sømand. Vi afgik fra Spodsbjerg kl. 07:00 præcis i dejligt sejlervejr (godt med luft og bestemt ikke for varmt). Efter en times tid fik vi regn og lidt mere luft, så fremad vi strøg. Det var jo også et lidt langt stræk, så vi var glade for den fart som vinden gav. At vi så i tilgift fik lidt af en gyngetur gjorde jo ikke tingene kedeligere. Et par gange undervejs forsvandt vinden, men så skinnede solen og vi blev godt ristede i ansigterne. Klokken 20:00 anløb vi Passathavnen i Travemünde. Sejlene blev afmonteret, da de var dejligt tørre og klar til at blive stuvet af vejen, lidt aftensmad, dagbogsskrivning, aftenskaffe og så et tiltrængt hvil. I morgen skal vi have konverteret det stolte sejlskiv til en vingeskudt motorbåd og så vil vi se om vi kan nå til Lübeck og overnatte der. Travemünde og videre i floder og kanaler: Dejligt vejr den 16/7 til at "pusle" med at lægge masten ned. Midt på eftermiddagen afgik vi mod Lübeck. Da vi ankom dertil gik Tina og Tove på jagt efter noget aftensmad. Det lykkedes og efter et veloverstået og tiltrængt aftensmåltid gik vi en lille aftenprommenade. 17/7 afgang fra Lübeck kl. 08:05 med Lauenburg som destination. Denne kanal hedder Elbe Lübeck kanal. Her fik vi de første smagsprøver på slusningens svære kunst. Det gik dog stille og roligt og helt uden panik. Vi kom gennem 7 sluser ialt den dag. Vejret var dejligt med 30 grader i skyggen. I Lauenburg snakkede Jens med en Australier som i mange år havde sejlet diverse have tynde. Han synes da bestemt at vi på næste togt skulle sejle rundt dernede. 18/7 afgang fra Lauenborg kl. 09:00 efter at have spist bestilte rundstykker (Brötchen). Efter en lille tur på 5 - 7 km. i Elben drejede vi ind på Elbe Seiten Kanal. Den var noget ensformig (lige og uden udsigt det meste af vejen). Det størte højdepunkt (bogstavelig talt) var et kæmpe kar vi sejlede ind i og dette blev så hævet 38 meter op. Imponerende ingeniør arbejde. Vi stoppede sejladsen kl. 20:15 på en vigeplads midt ude i ingenting. Så slutter uge 29, fortsættelse følger i næste dagbogsafsnit under uge 30.
|